June’s Lace

La video instalación es un tríptico. Las dos imágenes exteriores muestran máquinas funcionando eternamente y mientras que la imagen central pasa a ser prácticamente un descanso para el ojo: una cortina de encaje ante una ventana. Es difícil determinar si estamos fuera y miramos hacia el interior o si estamos en el interior y miramos hacia el exterior.

Antes de la industrialización el encaje de bolillos era algo exclusivo y especial. Pero con la llegada de las máquinas, se podía comprar encaje a metros por casi nada de dinero, al igual que con el transcurso del tiempo ya no hacía falta hacerlas en seda salvaje, sino que se podían hacer con tejidos artificiales más baratos. Esta devaluación significó que el tejido de encaje estaba en mano de todos y con ello cambió su estatus social. Las cortinas de encaje se colgaban en todas las casas como símbolo de orden y distinción, pero que en realidad podían ser fácilmente interpretadas como un objeto del deseo por aparentar simplicidad, común entre la burguesía.

Paralelamente se procuce una interpretación más existencial, un relato que desvela magia, sobre la necesidad de las personas por tener una capa extra protectora entre ellas y el mundo; y una historia poética sobre la levedad y la belleza.

En el fachada principal del Brandts Klædefabrik (Fábrica Textil), Eva Koch ha proyectado encajes a gran escala. Este encaje funciona como una membrana entre lo externo y lo interno, que cambia de posición entre dentro y fuera a la cortina que flota con levedad.

June’s Lace

The video installation June’s lace is a triptych. You will presumably hear the sound of the work before you get a visual impression: a throbbing, piston-like infernal mechanical sound that makes sense when you connect it with the two green metal looms in the two outer projections that flank the calm sanctuary in the middle in the form of a lace curtain. What we see are English power looms hammering out the finest lace, faster than any experienced human lace-maker can.

The two outermost images show these eternally working machines, the middle image is more like a rest for the eyes. The projection shows a lace curtain in front of a window in which car headlights are reflected. Whether we are outside looking in or inside looking out is hard to say.

Before industrialization, lace was something fine, something exclusive and special. But with the advent of the machines, lace could now be bought by the yard for very little money; and in time it didn’t have to be made from raw silk, but could be made of polyester or some other inexpensive synthetic textile. This devaluation meant that lace became something anyone could own, and its social esteem sank. Lace curtains appeared in all ordinary homes as something that could symbolize order and prestige, but which in reality could quickly be interpreted as precisely the petty-bourgeois urge to seem finer than one was.

Running parallel with this more social reading of the lace curtain, there is a more existential interpretation, a narrative of the magic of the veil, of humanity’s need for an extra protective layer between itself and the world. And a poetic story of lightness and beauty, of the feminine urge to decorate and ornament, of the joy of seeing a piece of cloth waving in the wind.

On the gable outside Brandts Klædefabrik Eva Koch has projected various pieces of lace in the large format. This lace functions as a membrane between an outside and an inside. Visually there is an alternation in one’s ‘position’ between outside and inside the gently undulating curtain.

June’s Lace

Videoinstallationen June´s lace, er et triptykon, et tredelt billede. En dunkende, stemplende infernalsk maskinlyd, som giver mening, når man forbinder den med de to grønne metalvæve på de to yderste projektioner, der flankerer midterbilledets rolige helle, i form af et blondegardin. Det er engelske vævemaskiner vi ser, der hamrer de fineste blonder frem, hurtigere end nogen erfaren kniplerske kan gøre det.
Hvor de to yderste billeder viser disse evigt arbejdende maskiner, opleves det midterste billede nærmest som en hvile for øjet. Projektionen viser et blondegardin foran et vindue, hvori billygters lys spejles. Om vi er ude og ser ind eller inde og ser ud, er svært at afgøre.
Før industrialiseringen var kniplingen noget fint, noget eksklusivt og særligt. Men med maskinernes indtog kunne blonder nu købes i metermål for ingen penge, ligesom de med tiden heller ikke behøvede at være udført i råsilke (heraf betegnelsen blonde), men kunne laves i polyester eller et andet billigt kunststof. Denne devaluering betød, at blondestof blev allemandseje, og dermed fik en social slagside. Blondegardinerne kom op i alle små hjem, som noget, der skulle symbolisere orden og fornemhed, men som reelt hurtigt kunne aflæses som netop den småborgerlige trang til at virke fornemmere end man er.
Parallelt med denne mere sociologiske aflæsning af blondegardinet løber en mere eksistentialistisk tolkning, en fortælling om slørets magi, om menneskets behov for et ekstra beskyttende lag mellem sig og verden. Og en poetisk historie om lethed og skønhed, om kvindelig trang til at udsmykke og dekorere, om glæden ved at se et let stykke stof bølge i vinden.
På husgavlen udenfor Brandts Klædefabrik, har Eva Koch projiceret blonde op i stort format. Denne blonde fungerer som en membran mellem et ude og et inde og der skiftes position mellem udefra og indefra det let duvende gardin
Med installationen sender Eva Koch også en hilsen tilbage i historien om Brandt Klædefabrik, hvor man indtil 1969 kunne høre vævenes mekaniske hamren i huset.