Meget af ens liv går med at vente. På at noget skal begynde, eller at noget skal tage slut. Man venter på store eksistentielle forandringer og på små konkrete hverdagsting. På Godot, på kærligheden, på sommeren, på bussen. Mens man venter, kan man føle sig stedt i et mellemrum. Ude af stand til at agere, før det man venter på indtræder. Ventetid kan føles ulidelig, som spild af tid. Men ventetid kan også være frirum. Her har ingen krav på én. Måske er det, mens man venter, at de gode ideer indfinder sig. Måske er det her, man pludselig får øje på, at navnet på den kunstnerresidens i Marokko, hvor man opholder sig, i sig selv er en gave. Ifitry. Hvis jeg prøver.
Eva Koch var kunstnerresident i Ifitry i 2012, og det er her, hun har filmet de øvrige kunstnere, der opholdt sig på stedet, mens de ”venter foran hendes 3D kamera”. De enkelte optagelser er klippet sammen, hvad der giver publikum mulighed for at føle sig som en del af mødet med disse ventende medmennesker. Bevæger man sig rundt i lokalet, sker der imidlertid noget: De fremmedes blikke følger med, de ser på dig, giver dig et tegn. Måske er det dig, de venter på, du, fremmede medmenneske.
