A video installation for two projections.

Augusta

Augusta er født på Grønland i 1921, som den syvende af fjorten søskende. Som 30årig giftede Augusta, der nu var blevet bogbinderske, sig med den danske maskinmester Sven Petersen. De bosatte sig i Nanortalik i det sydligste Grønland og fik tre døtre. I 1980 flyttede Augusta og Sven til Århus. Sidste gang Augusta besøgte Grønland var i 1988. Det er efterhånden klart for familien, at Augusta ikke kommer til at besøge sin familie i Grønland igen. Augustas familie er af en anseelig størrelse.

Fra forældreparret, Bolette og Jonathan Petersen, er der i dag 437 nulevende efterkommere fordelt på fem generationer, hvoraf 165 bor i Nuuk, Grønlands hovedstad og 140 bor i forskellige egne af Danmark. De øvrige familiemedlemmer er spredt og bor bl.a. på Færøerne, i Sverige og USA. Videoinstallationen er en visualisering af et møde mellem Augusta i Danmark og hendes familie på Grønland. Det er et levende portræt, et moderne familiebillede i al sin mangfoldighed, der udspiller sig i Augustas første landskab, det grønlandske, som for hende nu kun eksisterer som erindring. På sin egen underspillede måde sætter installationen også fokus på forholdet mellem den tidligere kolonimagt og den tidligere koloni.