Videoværket Salammbô er skabt med udgangspunkt i Gustave Flauberts roman Salammbô fra 1862 og i dialog med Jean-Antoine-Marie Idracs nyklassicistiske skulptur af samme navn fra 1903 (på Ny Carlsberg Glyptotek i København). Flauberts roman er en farverig, dramatisk og erotisk fortælling, der udspiller sig i Kartago i det 3. århundrede før Kristus. Salammbô er en ung jomfru, datter af Kartagos hersker. En del af sin særlige styrke henter hun ved at lade en pytonslange slynge sig rundt om sin nøgne krop. Romanens æggende og erotiske beskrivelse har i tidens løb inspireret mange mandlige billedkunstnere, og motivet lever stadig videre i populærkulturen.
Den nøgne kvinde og slangen er et ur-motiv. I den vestlige kultur forbindes slangen med noget negativt, lumsk og farligt, mens slangen i det gamle Ægypten og i den østlige kultur tillægges egenskaber som klogskab og viden. Eva Kochs videoinstallation præsenterer et andet billede af Salammbô. Her er det ikke en forfører, der henter magisk kraft, men et billede af kvindelig integritet. Eva Kochs gengivelse af Salammbô peger på, at den erotiske krop ikke kun tilhører den unge kvinde, men også den ældre. Salammbô har tøj på, hun er ikke “stripped bare”, eller underlagt mandens blik, og hun bevæger sig roligt og sikkert, med et stort kropsligt nærvær. Roen og koncentrationen understreges af den repetitive lydside, udgjort af fingerknips og hvæsen, som en form for skanderet hvid støj. Salammbôs bevægelse er her en kropslig tale, lige så præcis og artikuleret som det talte sprog. Det er ikke en kalkuleret forførelse udelukkende tilrettelagt for mandens blik, men udtryk for en dybere sanselig tilgang til krop, bevægelse og eros.
