Jordskulpturen i Esbjerg er et landartværk, skabt af 800.000 m3 jord, og tænkt så det både skal kunne give en visuel oplevelse fra sig, når man passerer det i bil, ser det fra luften eller begiver sig ind i landskabet. Lokalt en høj men fra det store vue et punkt, en halvkugle, som på den vis forbinder sig med Kochs tidligere skulpturer. Det er et interaktivt værk, som responderer direkte på den omgivende trafik. Skulpturen udgøres af en kuppelformet jordhøj med en højde på 30 m og en diameter på 280 m. I overfladen er nedfældet 19 kuppelformede lamper, hver med en diameter på 2,6 m. Der tændes før lygtetænding, og hver gang en bil kører forbi, aktiveres et blink.
Der er tale om en tydelig og unik markering, der respekterer og udnytter de lokale ønsker og forhold ved at danne en syntese af fortid, nutid og fremtid. Fra den overordnede regionale skala til den lille lokale og menneskelige skala. Jordhøjen etablerer en poetisk og konkret forbindelse mellem jord og himmel, fra de store ulmende glasfiberskiver, lys, lyng, jernspuns og græssende får til udsynet mod administrationsbygningernes neonlogoer, Esbjergs skyline og stjernerne ovenover, som højen synes at morse deres mønster skabt af menneskets bevægelser til.
Legende:
1. Skulpturen, h. 30 m. dia. 280 m. er beplantet med lyng og 19 kuppelformede lamper der kontrolleres af den passerende trafik.
2. Horisontal jordvold med lyng, gennemskåret af lokal vej og jernspuns.
3. Egehegn.
4. Motorvejen mod Esbjerg, E 20, rundkørsel og frakørsel nr. 75, til Esbjerg motortrafikvej 463.
5. Serviceområde.
6. Lokale veje.
7. Lufthavn.