Postkort til en ballerina er et kærligt portræt af det rejsende menneske. Den rejsende er en ældre mand, Jørgen Hansen Koch, kunstnerens fætter, og turen går via den transsibiriske jernbanes klaprende sveller. Som en anden medrejsende foræres beskueren en anekdote, alt i mens det russiske landskab glider forbi togets rude. Skiftende små stationsbyer hvor folk faldbyder deres varer til togets passagerer, og store flade sletter hvor himlen synes at nærme sig jorden.
Titlens ballerina stemmer forventningerne til et eventyr. Og fortællingen handler da også om et postkort med et russisk frimærke med en danserinde på, som fortælleren en tidlig morgen mellem Rusland og Mongoliet, var lige ved at miste toget for at få afsendt til sin veninde. Hvad var det mon, der stod på postkortet til ballerinaen, der allerede piruetterer i baghovedet? Vi får det aldrig at vide, men vi fornemmer, at det var mere end en tilfældig historie.