Dandelion er en video-installation. Videoværket vises som projektion og består af optagelser af mælkebøtteplanter, som Eva Koch igennem tre år, har dyrket hjemme i sin lejlighed og har haft stående foran et kamera, der har taget et billede hvert tredje minut til timelapse. Værket installeres i et rum, hvor begge sidevægge er beklædt med spejle, sådan at der opstår et uendeligt perspektiv.
I videoen, som kører i loop, følger man mælkebøtteplantens forunderlige vej fra knop til blomst, frøstand og død. Man ser planten skyde op og blomstre for at visne, synke sammen og dø. Her kulminerer det levende billede med en front af friske mælkebøtter der overtager hele billedfladen et kort øjeblik. Videoen ledsages af en markant lydside, b.la. fremkommet ved optagelser af fyrretræ, som vokser. Billedet, hvor tiden, både i optagelsen og i redigeringen, er sat op i hastighed, giver sammen med lydens spring i skala, en fremmedartet fornemmelse, som var vores sanseapparat blevet i stand til at modtage på nye frekvenser.
Mælkebøtte eller Taraxacum Officinale har været brugt som lægeurt, og er et hyppigt brugt symbol på ukuelighed. Den kraftige, næringsrige rod og de mange flyvende frø gjorde mælkebøtten til upopulært ukrudt, men den er langsomt ved at vende tilbage på grund af dens gode egenskaber. Sådan er mælkebøtten i sig selv et billede på dagens paradigmeskift, hvor vækster, der har været forkætrede som ukrudt, nu ses som nyttige og uvurderlige dele af naturens kredsløb.
Video-installation · 2026 · 7:27 min. · 4K · stereo ·
Red. Anja Farsig, lyd Niels Plenge



