Den drøm om fred

Eva Kochs videoinstallation Den drøm om fred er et sitespecifikt værk skabt til et helt specielt byrum i København: Cisternerne under Søndermarken, et tidligere vandreservoir, der daterer sig tilbage til 1856. Mørkt, koldt og fugtigt minder rummet med dets drypstendannelser både om naturens drypstenshuler, men også om fangekældre, katakomber, og beskyttelsesrum, hvor mennesker har været holdt fangne eller frivilligt har søgt ly på flugt fra krig og ødelæggelse.

Titelværket, som befinder sig i cisterne 2, er et 15 meter stort sammenhængende levende billede, der veksler mellem nærbilleder af valmuer, der springer ud, og panoreringer over bølgende valmuemarker kombineret med en sagte lyd af fuglekvidder. Med forskellige intervaller afbrydes de røde billedflader af filmsekvenser i sort/hvid, der viser legende børn, og samtidig skifter lyden til børnestemmer. Tiden skifter mellem optagelser af legende børn fra 1930´erne til billeder af nutidens børn, men fordi alle optagelser er i sort/hvid, bliver disse skift næsten umærkelige.
Et andet sted på udstillingen har tiden fået sin egen indikator med en projektion, der viser det samme træ fotograferet hver dag året igennem. Som en form for påmindelse om, at verden fungerer uden menneskelig indgriben, at naturen har sin egen cyklus. Og at skønheden findes lige uden for din dør, hvis du lukker øjnene op. Det inderste cisternerum er forbeholdt hvide duer. Det ældste og mest kendte fredssymbol overhovedet. De videofilmede duer er skåret fri af billedrammen, så det reelt ser ud som om, duerne er på besøg.

Lyden er afgørende og følger den enkelte dues bevægelser – man ser den baske med vingerne, lette og lande et nyt sted. Bagerst i rummet flyver duer tilsyneladende frit i rummet. Eva Koch har udnyttet cisternernes fugtige miljø og lader projektionslysets due reflektere sig i vandstøv.
Som kontrast til det mørke, underjordiske rum fremstår Eva Kochs installation som en stærk lysende vision om legen, kærligheden og freden. En drøm, som på en gang er enkel, næsten banal, men som det netop nu synes vigtigere end nogensinde før, at vi har intakt.