Duer i Tårnet

Foto: Anders Sune Berg

Foto: Anders Sune Berg

Duer i Tårnet er en stedsspecifik installation i Tårnet på Christiansborg Slot. Eva Koch har taget udgangspunkt i rummets funktion som opmagasineringssted, og hun har billedligt talt åbnet tårnet mod himlen og ladet duerne flytte ind. Nu sidder de her i al deres forskellighed, som noder på en tråd langs væggene, og gør som duer nu gør. Engang imellem flyver en af dem op, vi hører vingernes slag, og ser den lande et andet sted i rummet.

Eva Koch arbejder stedsspecifikt med videokunst; hun bruger videomediet og lyden til at bringe rummet i spil, vække det til live. Lyden er en lige så vigtig medskaber som billedet. Ved at frigøre duerne fra videobilledets ramme, skabes en levende illusion. Et tredimensionelt billede, en forunderlig tidslomme, den besøgende kan træde ind i.

Tårnrummet på Christiansborg Slot er et pulterkammer. Her står gipsskulpturer og modeller, hvoraf nogle er så store, at de reelt ikke kan komme ud af rummet igen. Da tårnet blev opført i 1918 var det åbent mod himlen, og i en kort periode trak byens duer herind og byggede reder. Men duer er smittebærere, så der blev lukket af for dem igen.

Duerne i tårnet er et forbindelsesled, der binder tiderne sammen. Der har altid været duer i byen, generationer af børn er vågnet til deres bløde kurren, har set dueflokkene samle sig på torvet og lette i et brus. Duen er den ældste kendte tamfugl, og har været brugt som budbringer for mennesket i århundreder. Ordet due kommer fra det oldnordiske dúfa.

Duerne bor i naturen. Men de bor også i myterne, i den kollektive erindring, digtene og billederne. I Christiansborgs Tårn kan man tænke på, at ordet due også bruges om politikere, som arbejder kompromissøgende i en større sags tjeneste.

Eva Koch ©2015/4 projektioner/8 lydkanaler/27 min

Fotograf: Henrik Lago · Assistent: Niels Plenge · Billedredigering: Anja Farsig · Lydredigering: Lea Korsgaard · Mapping: Henrik Lago · Opsætning: Presentationsdesign · Duer: Hans Ove Christiansen · Tekst: Mai Misfeldt