Bina

BINA

Påmindelsen om det menneskelige fællesskab gennemsyrer Eva Kochs installation Portrætter fra Bina. Det er et stedsspecifikt værk i form af en udsmykning til et kulturhus i Bina, en forstad til Baku, hovedstaden i Azerbaijan. Eva Kochs udgangspunkt var, at det i Azerbaijan, ligesom i mange andre lande, både i vest og i øst, er skik at pryde offentlige bygninger med portrætter af repræsentative magtfigurer, det være sig regeringspersoner eller repræsentanter for kongehuset. Netop derfor ønskede hun, med sit bidrag til kulturhuset i Bina, at tilføre samfundet billeder af indbyggerne i byen. Som en markering af, at det offentlige rum er et fælles rum, alles rum og et demokratisk rum, og samtidig som en hyldest til det enkelte “almindelige” menneske, som betydningsfuldt og forskelssættende.

På to store videoprojektioner i kulturhusets forhal vises kropsstore portrætter af kulturhusets ansatte og brugere, gamle og unge, mænd og kvinder, elever, lærere, direktør og pedel, folk med indflydelse i samfundet og folk uden. Alle får samme plads. Ved selve indgangsdøren til kulturhuset findes en lydinstallation, hvorfra navnene på de filmede borgere, indtalt af dem selv, lyder med svag styrke. Borgerne fra Bina, som man også kunne kalde værket, peger på, at det enkelte menneske gennem sit billede, sit nærvær og sin stemme gør en forskel, sætter et spor.

Eva Koch © 2010 / Lyd- og videoinstallation / 2 HD projektioner og højtalere.

Fotograf: Stefan Wrenfeldt · Billedredigering: Anja Farsig · Billedbehandling og installation: Henrik Lago · Kurator: Catrin Lundqvist · Tak til: Jahangir Sel i mkhanov the Open Society Institute, AF Azerbaijan og alle fra Bina kulturhus · Støttet af: Kul turkontakt Nord, Nordisk Kulturfond, OSI-AF, Azerbaijan, Ministry of Culture and Tourism of Azerbaijan Republic, Längmanska Fonden, Sverige & Domestic Art, Sverige.